Toscana.

Toscanas hovedstad Firenze er en utrolig elegant by, som man aldrig bliver træt af.

Byen er behageligt lille, så det er nemt at gå rundt i de smukke gader mellem byens kirker og paladser.

Nyd en kop kaffe her og en drink der, tag et kig på de mange specialbutikker, som findes i de små sidegader, tag et lille hvil på en vinbar nede ved floden Arno, og fortsæt så til dagens museumsbesøg. Tiden flyver, og humøret holdes garanteret i top. Middelalderen og renæssancen er de epoker, der har sat deres præg på byen, ligesom byen har sat standarden for kultur og tendenser i resten af Italien og i Europa.

Toscana.
Vil du en tur ud på landet fra Firenze? Hvorfor så ikke tage en tur nordpå til det grønne distrikt Mugello med stop i f.eks. Scarperia, som blev grundlagt i 1200-tallet som forsvarsborg for bystaten Firenze. Byen er i dag kendt for produktionen af håndlavede knive. Her er du lige ved foden af Apenninerne, og det er også glimrende at gøre holdt her, hvis du skal videre mod Bologna (Emilia Romagna).

Palazzo Vicari – Scarperia

Chianti-distriktet breder sig ud over den sydlige del af Firenze-provinsen og ind på Sienas domæner. Historien er spækket med krig og kontroverser mellem disse byer helt frem til 1555, da Medici blev storhertug over Toscana. I bil kan du følge to forskellige veje i området, begge gennem det smukt bølgende landskab og med maleriske byer, som du kan aflægge et besøg. Via Cassia var den vej, middelalderens pilgrimme fulgte mod Rom. Langs vejen ligger klostre og kirker, og den løber gennem karakteristiske steder som Certaldo (bydelen Alta), San Gimignano, Monteriggioni og Colle di Val d’Elsa. 15 af de oprindelige 72 tårne fra middelalderen står tilbage i den indtagende by San Gimignano, hvor safran engang var byens fineste produkt. De små stræder stråler ud fra den smukke Piazza della Cisterna. På lang afstand ligner Monteriggionis intakte mure en kongekrone.

Castellina in Chianti

Vejen Via Chiantigiana løber parallelt gennem landskabet med Castellina in Chianti og Greve in Chianti som indlysende stop, men besøg også gerne den lille by Montefioralle lige ved Greve. Chianti-vinen er det største omdrejningspunkt her, og vinmarkerne er uimodståeligt smukke både forår og efterår. En ægte Chianti Classico har en sort hane på flasken.

Siena, bankvæsnets vugge og den by, hvor man lærer at tale det mest korrekte italiensk, er en by, hvor du skal unde dig selv lidt mere tid. Mest kendt er byens halvmåneformede torv Il Campo, hvor hestevæddeløbet il Palio finder sted hvert år den 2. juli og den 16. august. Festspillene indrammes af farverige historiske optog og ceremonier, tumult og glade mennesker. Ved dette torv ligger det statelige rådhus Palazzo Pubblico med sine smukke sale (Museo Civico). Renæssancepaladset Piccolomini ligger lige ved siden af, og derefter følger du Via di Città til den prægtige katedral. Suppler med Via Banchi di Sopra, hvor du finder flere butikker. Hvis du bliver flere dage, er der mange gader, du kan gå på opdagelse i og en række interessante museer som Pinacoteca Nazionale med malerier fra middelalderen og renæssancen at besøge.

Ved Appenninerne øst for Firenze ligger nationalparken Parco Nazionale Foreste Casentinesi, Monte Falterona, Campigna, som fortsætter ind i regionen Emilia Romagna. Du kan tage udgangspunkt i mange uspolerede små byer i den smukke Casentino-dal, f.eks. Poppi og Bibbiena.

Nu er vi inde i provinsen Arezzo. Arezzo er guldsmedenes by, en by med et middelalderligt præg, som i juni hvert år fejrer sin stolte historie med festspillene Giostra del Saracino. Spillene finder sted på det maleriske torv Piazza Grande. Det gør det meget store månedlige antikvitetsmarked også (første søndag i hver måned og lørdag i samme weekend). Her ved torvet ligger smukke paladser og den romanske kirke Pieve di S. Maria med sin berømte altertavle. Besøg også 1500-tallets arkitekt Giorgio Vasaris hjem på Via XX Settembre, og husk også at kigge forbi det romerske teater.

Nordøst for Arezzo ligger den seværdige Sansepolcro, hjemby for 1400-tals-kunstneren Piero della Francesca. Her blev han født og døde, og mange af hans værker findes på byen museum. På vejen derhen kan du også besøge Anghiari.

Syd for Arezzo ligger Cortona, en meget hyggelig by med torvet Piazza della Repubblica som et oplagt udgangspunkt for spadsereture, som fører dig til bl.a. Medici-fæstningen. Allerede i 1700-tallet begyndte man at tage vare på levnene fra etruskerne i området, og det arkæologiske museum (Museo dell’Accademia Etrusca) har nogle rigtige pragteksemplarer.

På turen ud mod kysten her i den sydlige del af regionen passerer du først dalen Val di Chiana, hvor den middelalderlige, runde Lucignano med gader som årringe er et hyggeligt stop.

Derefter følger dalen Val d’Orcia, hvis landskab har henført kunstnere gennem århundreder og til sidst også UNESCO, som har optaget området på sin verdensarvsliste. Jordens farver, bakkernes bølgende rytme og markerne, der ændrer karakter efter de forskellige årstiders afgrøder, er i sig selv grund nok til at tage hertil. Her kan du også opleve de store vines hjemsteder, og Montepulciano er den første selvskrevne by at besøge, ikke kun på grund af den berømte Vino Nobile, men også fordi Montepulciano er en utroligt velbevaret lille renæssanceperle. Via di Grecciano nel Corso er starten på gågaden, som fører dig i ring gennem byen og tilbage.

Hvis du planlægger at dreje af mod Umbria, må du ikke gå glip af den lille by Cetona lige før regionsgrænsen. Slik solskin, og nyd freden på det lille torv i byen, og køb en flaske olivenolie med, inden du tager videre.

Pienza er det næste indlysende stop i Val d’Orcia. Byen er lille, så giv dig god tid! Pienza er opført efter humanismens principper og er en lille juvel, som også er optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Palazzo Piccolomini ved torvet Piazza Pio II er højdepunktet på den korte spadseretur. Området er også kendt for sin gode pecorino-ost, så besøg de små butikker i byen, eller stop ved en gård, hvor der står “vendita diretta”, dvs. direkte salg.

Pienza

 

Toscana har mange glimrende spa anlæg, smukke gamle kursteder og dejlige, tempererede bassiner. Her i syd finder du klassiske Chianciano Terme med parker og helsebringende vand, du kan opleve antikkens Bagno Vignoni, hvor man svømmer med en vidunderlig udsigt, og længere mod kysten kommer du til Saturnia med svovlholdige vandfald og eksklusive spabehandlinger. Den lille by S. Casciano dei Bagni ved grænsen mod Umbria har både et moderne spa anlæg og antikke helsebrønde i den gamle bydel.

Vi foreslår, at næste stop bliver byen Montalcino. Vinkenderen ved, at Brunello skal smages og købes her, måske i fæstningen (la Rocca) ved indkørslen til byen. I øvrigt er besøget helt uforpligtende, du kan også bare indsnuse atmosfæren.

Beslutter du dig for et længere besøg i Val d’Orcia, er Radicòfani og Castiglione d’Orcia to andre uspolerede byer, der er et besøg værd. Du har heller ikke langt til kastanjeskovene på bjerget Monte Amiata, hvor du også kan stå på ski uden for sæsonen. Abbadia San Salvatore er et godt udgangspunkt i dette område.

 

 

Strækningen mellem kysten og Firenze kan køres hurtigt på motorvej, men turen kan sagtens tage flere dage. Foretrækker du at køre ad småveje, passerer du måske de landlige Montecarlo og Pescia, inden du svinger ind til Montecatini Terme, hvis du er til klassiske kursteder. De gamle anlæg i jugendstil med parker er virkelig imponerende. Monsummano Terme med Grotta Giusti er et andet helseanlæg i nærheden, hvor helsebringende grotter er en specialitet ud over bassiner og andre tilbud.

Pistoia er næste provinshovedstad, hvor du kan gå på opdagelse. I skyggen af det nærliggende Firenze går den let i glemmebogen, men Pistoia er en hyggelig by at indkvartere sig i, hvis du vil på forskellige udflugter i regionen. Byens centrum er det smukke torv Piazza Duomo med katedral, dåbskapel og rådhus. I udkanten af det gamle centrum ligger kirken S. Andrea med sin prægtigt udhuggede middelalderlige prædikestol i marmor. Modernisten Marino Marini var billedkunstner og en internationalt feteret billedhugger, hvis værker findes på Fondazione Marino Marini. Byen byder også på gode shoppingmuligheder. Sæt en lørdag af i kalenderen, så kan du opleve det hektiske liv på torvet.

En tur op i bakkerne syd for Pistoia fører dig til Vinci, hvor Leonardo da Vincis blev født. Det lille museum (Museo Leonardiano) viser modeller af nogle af Leonardos mange tekniske opfindelser. Et stop ved Medici-villaen i Poggio a Caiano er et godt supplement på udflugten.

Vælger du i stedet at køre nordpå fra Pistoia op i Appenninerne, venter eventyr i bjerge på næsten 2.000 m. Fantastiske muligheder for vandreture i store højder får du med søde, lille Cutigliano som udgangspunkt. En svævebane fører dig op til skistationen Doganaccia, hvor du finder flere stier med enestående udsigt fra bjergkammen. Skisportsstedet Abetone byder på en hel del skibakker om vinteren, og om sommeren tager du liften op til grønne naturreservater med dejlige skove og vandløb.

Tekstilindustriens historiske by Prato afslutter rundrejsen i Toscana. Kunstinteresserede går direkte til den grønstribede katedral med tilhørende museum for at se Donatelli-reliefferne og supplerer formentlig derefter med centrummet for moderne kunst (Centro per l’Arte Contemporanea Luigi Pecci) og den smukt udsmykkede renæssancekirke S. Maria delle Carceri. Andre hygger sig måske med at slentre stille og roligt langs Via Garibaldi og Via Matteotti til Piazza del Comune.


 

Share