Chianti-distriktet breder sig ud over den sydlige del af Firenze-provinsen og ind på Sienas domæner. Historien er spækket med krig og kontroverser mellem disse byer helt frem til 1555, da Medici blev storhertug over Toscana. I bil kan du følge to forskellige veje i området, begge gennem det smukt bølgende landskab og med maleriske byer, som du kan aflægge et besøg. Via Cassia var den vej, middelalderens pilgrimme fulgte mod Rom. Langs vejen ligger klostre og kirker, og den løber gennem karakteristiske steder som Certaldo (bydelen Alta), San Gimignano, Monteriggioni og Colle di Val d’Elsa. 15 af de oprindelige 72 tårne fra middelalderen står tilbage i den indtagende by San Gimignano, hvor safran engang var byens fineste produkt. De små stræder stråler ud fra den smukke Piazza della Cisterna. På lang afstand ligner Monteriggionis intakte mure en kongekrone.

Vejen Via Chiantigiana løber parallelt gennem landskabet med Castellina in Chianti og Greve in Chianti som indlysende stop, men besøg også gerne den lille by Montefioralle lige ved Greve. Chianti-vinen er det største omdrejningspunkt her, og vinmarkerne er uimodståeligt smukke både forår og efterår. En ægte Chianti Classico har en sort hane på flasken.

Siena, bankvæsnets vugge og den by, hvor man lærer at tale det mest korrekte italiensk, er en by, hvor du skal unde dig selv lidt mere tid. Mest kendt er byens halvmåneformede torv Il Campo, hvor hestevæddeløbet il Palio finder sted hvert år den 2. juli og den 16. august. Festspillene indrammes af farverige historiske optog og ceremonier, tumult og glade mennesker. Ved dette torv ligger det statelige rådhus Palazzo Pubblico med sine smukke sale (Museo Civico). Renæssancepaladset Piccolomini ligger lige ved siden af, og derefter følger du Via di Città til den prægtige katedral. Suppler med Via Banchi di Sopra, hvor du finder flere butikker. Hvis du bliver flere dage, er der mange gader, du kan gå på opdagelse i og en række interessante museer som Pinacoteca Nazionale med malerier fra middelalderen og renæssancen at besøge.

Share